Havet der drager ?

Henning Böhms billede
5
Din bedømmelse: Ingen Gennemsnit: 5 (3 stemmer)
26° 6' 27.3636" N, 80° 4' 53.2236" W

Havet !

Hvad er det der er så dragende ved havet ?
Alle kender det dejlige ved at gå en tur langs vandet, og alle nyder dette !
Men hvad er det der ved havet der sådan drager og trækker i os alle ?
Er det det ukendte, det ”farlige” og mystiske, der sådan drager os, er det eventyrlysten eller udfordringen, der ligger i at udforske det ukendte ?

Nogle af os får oplevet dette ukendte hav, på godt og ondt, og havet sætter sine store fodspor i vores sjæl og hukommelse af både positive og fantastiske oplevelser, men også oplevelser med frygt og dyb respekt for dette ukendte.

At sætte ord på disse oplevelser at sejle på de store vande, er nærmest umuligt.

Det skal nok opleves, hvorledes det er når dagen lysner, himlen bleges umærkeligt, og landet pludseligt får skarpere konturer. Bag de nærmeste højdedrag kommer andre til syne, og landet venter på at det første solstrejf skal tænde dem i glød, med et skær af jomfruelig renhed.
Havet omkring båden lysner også, og skifter farve fra frygtindjagende sort, til blåt og grønt.
Et fjern fyr, der havde blinket i horisonten, kæmper imod det frembrydende dagslys og falmer, til dets skarpe lys nu kun er et mat blink mod det disede land, der ligger bag det.

JOY dukker lidt efter lidt frem i sin fulde længde, forvandles fra en mørk kontur til en fast tredimensionel form, klædt i tyk morgen dug.
Over mig svinger masten frem og tilbage imod det spæde dagslys, nærmest som en metronom og agterude breder kølvandsstriben sig, afgrænset at en tynd fosforescerende linie.
Lige bag roret udspiller sig et lys orgie af morild, som tusinde stjernekastere i vandet, som i en intern konkurrence om at frembringe det skarpeste lys.
De hvide sejl står nu skarp imod himmelen, og som udspændte englevinger, bringer JOY fremad imod nye mål og horisonter.

Følelser af angst og en slags panikstemning griber mig ofte !
JOY er min, jeg kan ændre kurs og hastighed. Vende næsen ret ud i det åbne Atlanterhav eller styre ret imod klipperne.
Man føler sig ofte meget lille og forladt, og spekulerer på om man kan klare det, hvis man får uheld eller rammer en storm eller orkan.
Vi mennesker egner os faktisk ikke til dette, men hver gang man bliver udsat for prøvelser, så klares disse og usikkerheden falmer mærkbart og erstattes af en selvtilfredshed, dog uden at denne følges op af en følelse af selvtillid overfor det ukendte hav.

Vejret er den bitreste fjende, at sejle ind i en orkan og i dræbende langsomt tempo, kæmpe imod elementerne, og især bølgerne som syntes at lægge et personligt ondskab i hvert slag den tildeler JOY og mig.
Man er gennemblødt til skindet, og kulden trængt til marv og ben.
Det iskolde vand skvulper i ens søstøvler, og saltvandet driver ned af ens kuldebidte ansigt og afsætter rander af salt i mine øjne og læber.
Om læ er alle løse genstande nu på dørken, gennemblødte og meget er itu, og bliver kastet rundt, fra side til side.
Ustandseligt den sukkende og bragende lyd at et lille skib der kæmper for livet mod et uhyrligt hav.
Det er som om det aldrig skulle få ende ?
Jeg har selv i afmagt og angst råbt op til himmelen af mine lungers fulde kraft ” NU ER DET NOK ” !
Men ingen lyttede og reagerede, og orkan der hylede og rasede og sejlene som slog som maskingevær i vinden, gav mig en følelse af JOY og jeg skulle drive rundt på dette nådeløse hav i al evighed.
Men alting får en ende, også orkaner, som endeligt slap os fri og kursen igen kunne sættes imod land og den næste havn der lovede fred og hvile.

Men nætterne kan også have en fredfyldt skønhed, der opvejer hundrede timers strabadser.
Sommetider sejler man i roligt og smult vand i fuldmånens skær, der står klar aftegnet imod det tusinde af utroligt skarpt blinkende stjerner, der pryder nattehimlen.
De hundredvis af klare stjerneskud der hver eneste nat er at se.

Delfiner og marsvin der leger omkring JOY. Drejer sig rundt i vandet, yndefuldt som en balletdanserinde, agterude legende og skubbende til min gummibåd, eller krydsende foran boven som viste og banede de vej for nye mål.
En oplevelse som sætter sine dybe spor i ens bevidsthed om naturens skønhed og hvor små og uanseelige vi mennesker er på denne planet.

Ja det er så min forklaring og oplevelser af havet, en ven til tider. Men også en uven og fjende som skal respekteres.

Henning Böhm.

Annonce